ZIP Stat | |
Flere... |
Jeg hedder Svend-Aage, er 81 år og bor på Amager, og har spillet guitar i en årrække. Mest til viser. De sidste 31 år har jeg været med i noget der hedder "Amager Kabareten", hvor vi underholder ca. 150 gæster en gang hver måned i vinterhalvåret. Underholdningen består i en skøn blanding af viser, både sjove, alvorlig og smukke, og morsomme sketch, og indlagte fællessange. Bor du på Amager og kunne tænke dig at være med, så ring til mig på 26716376. Jeg har for det meste "taget mig" af de morsomme viser, men det er da også blevet til nogle af de mere følsomme. I min søgen efter nyt materiale, har jeg taget et par ture rundt på internettet, uden at kunne finde lige det jeg søgte, nemlig: morsomme viser. Viser der bygger op til en sjov og overraskende pointe. Jeg har selv begået et par stykker, som jeg har optrådt med i Kabareten. Men jeg kunne godt bruge et større lager at øse af. Jeg tænkte: Når jeg ikke fik resultat af min søgen på internettet, så må jeg jo selv gøre en indsats, og lægge mit eget materiale ud til andre. Så håber jeg, at nogen finder vejen forbi min hjemmeside, dels for at gøre brug af de viser jeg har samlet, og dels for at udveksle andre sjove viser med mig. Så, hvis du ligger inde med noget, så må du meget gerne sende det til mig. Også selvom du ikke har en melodi med. Jeg kan godt strikke en simpel melodi sammen, og en melodi til en morsom vise skal, efter min mening, ikke være for kompliceret, og den skal frem for alt være "mund-ret". De viser jeg har begået, har jeg bygget over en god vittighed. Og, ved du hvad?: "Gode vittigheder er sandelig også svære at finde". Internettet er fyldt med tåbelige, sjofle vittigheder. Men en morsom, pikant, måske lidt vovet, med en overraskende pointe; de er sjældne. Så min produktion har, indtil nu, ikke været så stor. Jeg har også begået nogle viser af de mere alvorlige, eller romantiske, og også nogle børnesange som jeg lavede mens mine børn var små. Nogle af dem har jeg lagt ind, og også andre har bidraget med deres egne gode tekster og viser. Jeg har, efter bedste evne indspillet melodier til viserne. Hvis du selv har lyst til at bruge teksten til en anden melodi, er det selvfølgelig OK. Jeg håber at høre fra jer. Både ris og ros.