Astrid fra Slagelse

      F         F            F         F
Ser i jæ hedder Astrid,  det gør jæ goddaw,
   C7        C7        F
Og jæ er fra Sla´velse aw,
   F        F          F          F
Og jæ er en kjærnetøs, kravlig og knøv
       C7             C7        F
Og for mandfolk er jæ slet inte døv.
   Bb       Bb       C7          F
Jæ er et almindeligt men´ske fra landet
    Bb         Bb          C7       F
Der passer sig selv, og er rimeligt dannet.
    F           F            F         F
Jæ  har hverken knapstøvler, hat eller fjer,
         C7        C7             C7           F
Men er´n kjærnetøs så´n en på den gammeldaws maner.

Og så er der Kresten, ham kender i vist,
Det var ham der var ind´ som gardist,
Og han er en kjærnekarl kravlig og knøv,
Og for ham er jæ slet inte døv.
Vor præst har tit advaret mig mod hans fjasen:
"pas på bette Astrid du ender i lasten"
Men hva´ hjælper det så end hvad præsten han si´r,
Når vor kjærlighed går så´en på den gammeldaws maner.

Forleden på marken kom Kresten den knøs
Og sagde hold op kun min tøs,
For jæ har nu opfundet et apparat
Der malker langt mere krabat.
Så vendte den brogede ko sig i tøjret
Og brøled´ mens tåren hang hende i øjet:
"jæ gi´r ik´ en dråve af patterne mer´,
Hvis jæ ikke bli´r malket på den gammeldaws maner".

Ser i Kresten har fortalt mæ en hel mængde slu´r
Om hva´ de i Amerika bru´r.
For selv om det er sild´salat eller slik
Så laver de ded på fabrik.
Jamen Kresten jæ ka´ sgu´tte la´ vær´ mæ a grine,
For de laver vel ikke de små på maskine?
men selv om det så i Amerika sker
Så her i Danmark vil vi ha´ dem, på den gammeldaws maner.