Peters jul, Bedstemor

     C         C
Hver Juleaften netop nu, 
    Am         G
når Julegrøden koger, 
   G7       C      F
da vandrer "Peter, hører du"! 
 C              G7
igennem Aftnens Tåger 
    F         S
med store Kanestøvler på 
    F             C
den gamle Jul til Staden; 
    F               C
fra Vinduet kan man se ham gå 
   G7           G7 C
på Sneen gennem Gaden. 

Et dejligt Juletræ han bær', 
det største vist i Skoven. 
Hans Skæg når lige til hans Knæer; 
og på hans Hat for oven 
et lille Julelys der står; 
det stråler, og det skinner 
på Næsen og de hvide Hår 
og på hans røde Kinder. 

Og Gade op og Gade ned 
sit Træ han om vil bære; 
hvor alle bor, bestemt han ved, 
derpå kan vis man være. 
Ved Husets Dør han stille står 
og lytter meget længe; 
han vide må, før ind han går, 
om der er slemme Drenge. 

Og hører han, at Faer er vred, 
imens han Træet tænder, 
han rokker strax ad Trappen ned 
og ud på Gaden render. 
Men hører han, at Faer og Moer 
er glad for deres Drenge, 
imens de pynte Julebord 
og Lys i Træet hænge.

da ler den gamle Julefaer 
og ind i Stuen smutter. 
Sit Lys fra Hatten ned han ta'er, 
det funkler, og det futter; 
med det han hen til Træet går 
og nikker i det samme, 
strax fra hvert lille Lys der står 
en klar og dejlig Flamme. 

Se, der, hvor Julen ej gik ind, 
hvor ej han vilde tænde, 
har Lysene et dårligt Skin 
og vil slet ikke brænde; 
men der, hvor Julen har dem tændt, 
de stråle, og de skinne. 
Og derpå har nu let man kendt, 
om Julen var der inde.“