Om alle disse bjerge

C          G         C      C
Om alle de bjerge de var af guld,
   G      F   C    C
og vandet var vin, 
    F      G           C        C
den skønne jomfru, som i dansen går,
C        G    C
hun være skal min.

Og er det sandt, at du siger for mig,
at du har mig kær,
så følg du mig til min faders gård,
og mig da begær!

Nej, jeg var hos din fader i går,
Han svarede mig nej;
jeg beder, skøn jomfru, tag råd af dig selv
og følger med mig!

Og skulle jeg tage råd af mig selv
og følge med dig:
og når vi så kommer i fremmede land,
så svigter du mig.

Derpå vil jeg give dig snehviden hånd
og blodet så rød:
nej før jeg skal svigte min elskende mø,
nej før skal jeg dø!

Den tid at de kom ud i fremmede land
blandt jomfruer og møer,
den herre han blev til en adelsmand
og svigter sin mø.

Den jomfru hun bad ud i årene fem,
ja i årene syv:
at den herre måtte blive både ussel og arm
og bede om brød.

Det gik alt efter, som jomfruen bad,
efter jomfruens begær;
den herre han blev både ussel og arm
og bad om sit brød.

Og det stod hen i årene syv,
Gud hørte hendes bøn:
den herre han kom for skøn jomfruens dør
og bad om sit brød.

Han pikkede på døren med fingrene små,
med fingrene frem:
Stat op, skønne jomfru, drag låsen fra!
Jeg beder om brød.

Den jomfru hun taler til pigerne sine:
Du lukker ham ind!
Jeg mindes den dag, han var kæresten min,
og da drak han vin.

Den jomfru hun taler til pigerne sin':
Du giver ham brød!
Jeg mindes den dag, han var kæresten min,
Da led han ej nød.

Hendes fader han stod og hørte derpå,
hvad ord der blev talt;
så drog han ud sit røde guldsværd,
hug hovedet af ham.

Så samlede han op den hoved.
kastede den i hendes skød:
Og har du nogen tid haft ham kær,
så begræd nu hans død!

Ja, blodet det rinder vist aldrig så tyndt,
er jo tykkere end vand,
om elven den ganger end aldrig så lavt,
den fattes [mangler] ej vand.

Ja, svanen han flyver af verden omkring
og rækker sin hals;
men hvem som trolover en ærlig mands barn,
bør ej være falsk.