Boccacius´ vise

(Fra varieteforestillingen "Frederiksberg ved nat" 1912)



  E            E          E                 E
Masetto kom og banked' en dag på klost'rets port.
     H7             H7              H7             E
Hans hjerne den var lille, men hans hjerte det var stort.
   E           E             E     E
Forbavset alle nonnerne på Masetto så.
   H7           H7            H7           E
De så hans røde kinder, og de så hans øjne blå.
  A     A        E              E
Masetto lod, som han var ganske stum,
   H7          H7               E        E7
og dette rørte hjertet hos hans damepublikum,
   A       A      E           E
så han fik lov at passe haven der.
   H7                H7              E         E
Nu gør han, hvad han kan, så kan han ikke gøre mer'.


Alle klost'rets roser vogtede han på,
og tit han under lindetræ i klosterhaven lå,
da den yngste nonne kom forbi en dag.
En nonne er en kvinde, og en kvinde hun er svag.
Ja, men flere nonner havde set,
hvad der under linden var i klosterhaven sket,
og til Masetto kom de fler' og fler'.
Han gjorde, hvad han ku', så ku han ikke gøre mer'.

Og nu fik de alle på kærligheden smag.
Men da de så kom til ham på en og samme dag,
syntes selv Masetto ej, det var kommers,
især da priorinden kom, for hun var på 70.
Talens brug den stumme fik igen:
Næh, hør nu her du gamle. Jeg går ikke med på den.
Jeg har gjort, hvad jeg ku' gøre her.
Og gør man, hvad man kan, så kan man ikke gøre mer.

Gode råd var dyre, for tænk hvis han nu stak
af fra klost'ret, ville der jo blive folkesnak.
Så de beholdt ham hos sig, men til forhøjet pris,
og så abonnerede de på ham skiftevis.
Men de var mange, så den var gru'lig gal.
De kunne nå at få ham ja, en gang i hvert kvartal.
Men nu han lever rart og roligt der.
Han gør jo, hvad han ka', så ka' han ikke gøre m