Bondens klagesang

   D      D7        H                Em               Em
På bonden bli’r der klavet jævnt, og tænk jer hvad de skriver,
   Em                A                D          D7
De gi’r os skyld for alt det møj, som ud i havet siver.
     G           C#7    F#7     Hm      e  F#  G     C#7
Selv fiskerne de klaver med, og det går bonden på.
     F#m    H7       Em            A7                 D
Men  gyllen den skal bruges op, en skvat for hvert et strå.

Da vi sku’ stemme om EF, da var det paradiset.
At vi ku’ øge vor bestand, se ded var jo beviset.,,
så stalden den var fyldt med svin, og tegnedrengen fed.
Men nu gi’r de os penge, hvis vi slår kvæget ned.

Og får vi et par grise mer, så klaver hele byen.
Ja tænk  engang, en smule vind, blev kaldt for gyldeskyen,
så  vi får kuns ballade, ved ded vi gør lidt gavn,
så jeg syns de sku’ blive, i deres kyvenhavn.

Den gamle so som brak sit lår, ja den er nu kreperet.
Min tegnedreng som før var fed, ja den er nu barberet.
Væk er både høns og gæs, og konen hun er sløj
Mens gården og det hele, er gået op i røg.

De jager os fra vores jord, de skide kyvenhavner.
De tænker ikke særligt langt, kan’ske en dav de savner,
Den go’e danske flæskesteg, den lækre kotelet,
Og ikke at foragte, en herlig gryderet.

Når sidste ko er slagen ned, og sidste gris parteret.
Den sidste højrebssteg er ædt, og sidste bøf leveret,
Så står den kun på pasta, og ris med nudler i,
Men de kan nyde luften, for den er gyldefri.

Men pastaret og risengrød, kan være træls at æde.
Så tror jeg nok en andesteg, kan sprede mere glæde,
Og går de rundt og drømmer om, en pose flæskesvær,
Så ka’ det ske de skønner, hvad gyldelugt er værd.