Der var to adelig, kongelig børn

En af den slags folkeviser, der kunne få
tårerne frem og med mange vers


    C      G7      F        C   
Der var to adelig, kongelig børn
   C     G7             C
De loved hinanden der´s tro
    F           F          C      F
Men midt mellem dem var et hav så dybt 
   C         G7       C
Dertil og de søbølger blå

Du drager af dig klæder din
Og svømmer over til mig
Så tænder jeg min lampe
At den kan lyse for dig.

Alene må stakkels jomfru ej gå
Ned til den vildende strand
Du vækker din yngste søster op 
Hun med dig følge kan.

Vækker jeg min yngste søster op
Hun er et uskyldigt barn
For plukker hun alle de blomster små
Som vokser på vildende strand.

Alene må stakkels jomfru ej gå
Ned til den vildende strand
Du vækker din yngste broder op
Han med dig følge kan.

Vækker jeg min yngste broder op
Han er et uskyldigt barn
Så skyder han alle de fugle små
Som bygger på vildende strand.

Alene må den stakkels jomfru gå
Ned til det vildende hav
Der stod der en gammel fiskermand
Og grov i hast en grav.

”Og hør du gamle fiskermand
Til hvem graver du vel den grav?
den er til en ung og fornem mand,
Som drukned i nat på hav”

”Han havde silkestrømper på
Guldkniplinger på sine sko
Fast aldrig har jeg set sådant syn
Alt ude på søbølgen blå”

Så tog hun en ring af fingeren,
Drog guldkorset frem fra sin barm.
”Tag dette din gamle fiskermand
Og læg mig ned i hans grav”

”Og senere gå hjem til min far,
Til moder og søskende kær,
og sig dem, jeg hviler i sorten jord
og har lille vennen i favn”.