De små egern

F           F          F       F
Lidet egern sad, på en gren så glad
F             F    C7             F
pudsed snuden sin, med sin lab så fin
F              F          F     F
dets små unger tre, havde ly og læ
F            C7         f
i det store, gamle fyrretræ.


Ak, men hør nu børn, tænk, så kom en ørn,
som fra himlens skyr, ser det lille dyr,
lyst til kød den får, kloen i det slår
og fortærer det med hud og hår.

Bradt var endt dets nød, snar og let dets død,
men de arme små, hvordan vil det gå?
Hvem skal føde dem, hvem skal pleje dem
i det tomme moderløse hjem.

”hvor blev moder af, som os føden gav?”
klynkede de små, knap de kunne gå,
mindre klatre ned fra det høje sted
hen til nøddebusken tæt derved.

Han som mindelig hører ravnens skrig,
styrer lys og storm, ser en liden orm,
hører småbørns bøn, moders suk i løn,
ham var lidet egerns suk en bøn.

Stormen kom med hast, træets rødder brast,
toppen segned kun i en nøddelund,
da de bange små ud af reden så
nødder tusindvis omkring dem lå.

Snart de vokste op, gjorde mangt et hop,
let fra gren til gren, alle tre som en,
hele høsten om, men da vintren kom,
ny bekymring for de stakler kom.

Hvasse nordenvind, fo´r i skoven ind
lærte dem med fynd, kjolen var for tynd,
sommerdragten god står ej frost imod,
vinterkulden isner deres blod.

I et lærketræ, krøb tilsammen de,
skælvende af kuld´, af bekymring fuld,
bad enhver for sig, stille, inderlig.
Ja, den ældste endog lydelig:

”Gud, du er så mild, du os høre vil,
før du hjulpet har, da vi sultne var,
se, vi fryser så, giv os arme små
dog en dygtig vinterkjole på.”

Han som mildelig hører ravnens skrig
styrer lyn og storm, ser til liden orm,
hører småbørns bøn, moders suk i løn
ham var lidet egerns suk en bøn.

Koldt det er men de, kan af kulden le,
hver en pels har få´t, som kan varme godt
tykke, brunliggrå, sidder kækt de små,
just som får med ulveskindspelsen på.