Havnebænken

        C           G7              C  
Jeg har levet livet fra en bænk ved havnen,
        G7              G7           G7
hvor så mange mennesker hver dag går tur,
        C              A7        Dm
jeg har set dem gå med køjesæk i favnen 
       G7          G7           C
og ved sommertid i næsten bar figur,
        Fm              Fm            C
jeg har trøstet dem der tynget var af sorgen
   Fm              Fm          G7
og hørt på dem der deltog i en krig,
         C                G7           C
og sagt "Ha' det godt, indtil vi ses i morgen",
      G7           F      G7      C
men i morgen kunne alting vær' forbi.

  
Jeg har delt tobak med mangt en gammel gubbe
og har også fået mange "stop" igen
og en enkel dram, det ku' vi også snuppe,
en af dem man kun vil dele med en ven.
Vi fik ordnet hele verdenssituationen, 
sat forbrydelser og vold bag lås og slå
og problemerne med børnene og konen,
ku' vi snakke om, så det kom til at gå.

Jeg har startet mine rejser her fra bænken,
hver en gang jeg så et skib stå havnen ud
og i kølvandsstriben har jeg gemt min længsel,
om at se en sydhavsø i palmeskrud,
mens jeg så delfiner lege vildt om boven, 
på det skib, som jeg i drømme rejste med
og når hvalerne langs skibets sider sove,
var jeg lykkelig i drømmen fjernt et sted.

Men en dag så blir her ledig plads på bænken, 
jeg har siddet her for allersidste gang,
det er slut med al den snakken og den tænken,
jeg skal ud på sidste rejse trist og lang.
Jeg går planken ud, vil se om planken ender,
ved den horisont jeg aldrig kunne nå,
jeg skal helt derud hvor sol og måne vender,
der hvor stjerneskuddene er til at nå.

Før jeg starter sidste rejse, vil jeg sige.
:Tak for rollen som statist i livets spil.
:Tak for smilene fra hver en dejlig pige
og for synet af et hav der bruste vildt.
Medens stenene de ruller blidt mod stranden
i en dejlig stille rytmisk bølgesang
fødes nye liv i alle jordens lande,
medens andre går til ro for sidste gang.