Hjalmar og Hulda

   F             F         F          F
På blomsterklædt bakke sad Hjalmar så tavs
    C7        C7       F
thi afskedens time var nær;
    F           F        F        F
han skulle bortdrage til fremmede land
   C7        C7         F
og kæmpe mod fjendernes hær.
     Bb         Bb           C7         F
Hans hjerte det banked, mens vestvinden lufted,
    Bb            Bb         C7      F
han sukked, skønt blomsterne yndelig dufted.
    F         F           F        F
Han vented på Hulda, hans glæde og lyst,
     C7      C7      C7     F
hans elskede pige og eneste trøst.


Og solen sig nejed, og himlen blev rød,
og skyerne fremsteg fra vest,
hans kinder blev hvide, og bleg som en død
han ville bestige sin hest.
Da så han i afstand sin Hulda at komme
han hørte soldaternes trompet og tromme,
da tøjred han atter sin modige hest,
og iled til Hulda så glad som til fest.

O Hilda, du elskte, kom hid i min favn
i morgen jeg rejser fra dig.
Forglem ej din Hjalmar, forglem ej mit navn,
o Hulda, vær tro imod mig.
Thi steds, i fald jeg må blive i live,
da trofast og ung i min tanke skal blive;
ja, lov mig, du hulde, at være mig tro,
da glemmes min sorg, og mit hjerte får ro.

”Min Hjalmar, ret aldrig jeg bryder min ed,
og ej skal jeg glemme dit navn;
jeg misted min glæde, jeg misted min fred,
om du tog en anden i favn.
Det aldrig skal spørges, hvor end jeg skal vanke,
at jeg skulde skænke en anden min tanke.
Før døden os kalder, før skilles vi ej,
mit hjerte for evig kun tilhører dig”

Den næste dags morgen, før solen stod op,
lød krigersk trompeternes klang,
som løjtnant red Hjalmar nu foran sin trop,
og hilste med sablen og sang:
”Farvel du min fader, farvel, kære moder,
levvel til vi ses, både søster og broder.
Farvel, elskte Hulda, farvel nu på stand,
farvel, du mit elskede fædreneland!”

Og syv år gik hen, inden krigen var endt,
det var i skærsommer end dag,
da Hjalmar mod Norge sig atter har vendt,
med glæde svang truppen sit flag.
Hans lykke var stor, thi nu skulle han havne
i glæde og atter sin Hulda omfavne,
dog Hulda hun havde ej trofast holdt stand,
hun havde alt valgt sig en anden til mand.

En stjerneklar aften gik alle i land,
o, hvor var de glade i sind!
Nu stod de jo atter på fædrenestrand,
de krigsmænd med brunede kind.
Men Hjalmar red fremad i natten så rolig,
at favne sin Hulda i fiskerens bolig.
Dog huset var lukket, hans kaldende røst
kun hørtes som ekko langs blomstrende kyst.

Så bandt han da hesten, til døren han gik,
og bankede sagtelig på.
Og lige derefter at skue han fik
en fisker ved vinduet stå.
Han spurgte ”Hvem banker på døren så silde?”
”En løjtnant det er alt fra Gyldenstolskilde!”
”Hvem søger du da, og hvorfra kommer du?”
”Jeg søger min Hulda, så svar mig da nu!”

”Ja så, det er Hjalmar, nu kender jeg dig,
velkommen fra fremmede land.
Dog søg ikke Hulda, thi her er hun ej,
hun færdes i højere stand.
Forældrene døde, og fiskerens hygge
blev hende for trang, derfor ville hun flytte.
I dag med grev Rosenkrands stod hun just brud
og er nu hans hustru for verden og Gud."

Så red han af sted da i midnattens stund,
til slottet, hvor brylluppet var,
og hesten den skummed, i blod stod dens mund,
den vrinsked, og skoven gav svar.
Snart bruste musikken fra salen derinde,
og tusinde lys ud fra kronerne skinne;
hans hjerte det rased, han standsed sin hest,
og tren ind i salen som ubuden gæst.

Han standser i døren, han stirrer omkring,
forvirret omvanker hans blik,
af fingeren drog han den gyldene ring,
som en gang af Hulda han fik.
Og tårerne væde de dødblege kinder,
snart blikket den elskede Hulda genfinder,
en myrtekrans smykker den dejlige brud,
der svigted sin Hjalmar og glemte sin Gud.

”Se her er den ring, som en gang du mig gav,
i ti år jeg trofast den bar,
vel skal den ej pryde min hånd til min grav,
dog aldrig jeg plettet den har.
Men hvad vil du sige, når snart du nuy skuer
min grav, mon da ikke fortærende luer
vil pine dit hjerte og røve din ro,
når natten med mørke omhyller dit bo”.

Da segnede Hulda; afmægtig hun lå,
og kransen af hovedet faldt,
dog Hjalmar den splitted i stykker så små,
men brudgommen blev nu hidkaldt.
Og Hjalmar han uddrog sit sværd da i vrede,
og brudgommen sit, og forbitret de strede,
ung Hjalmar han hugged, så sværdet det klang,
og brudgommen dræbtes, og blodet det sprang.

Derefter jog Hjalmar sit sværd i sit bryst,
og alle af salen forsvandt,
end kaldte på Hulda i døden hans røst,
nu lå der da to lig forsandt.
Da vågnede Hulda fra afmagtens slummer,
hun stirred forvildet, ej tanken det rummer!
Hun så, hendes brudgom lå død i sit blod
tilligemed Hjalmar, som grumt hun forlod.

Hver gang, siger sagnet, når midnatten har
sit tågede tusmørke lagt
på bakken, hvor Hjalmar og Hulda før var,
står Hulda i sølverhvid dragt;
på pladsen, hvor kærligheds sang de istemte
og udtalte løftet, som Hulda forglemte,
står Hjalmar og Hulda forglemte,
står Hjalmar og Hulda med udslået hår
og favnes og svinde, når midnatten slår.