Den evigglade kobbersmed

   C              C               G7               G7
En kobbersmed han er et jern, når han sin kunst forstår
   G7       G7        C               C
og kobberforhudet til glædens skagler slår!
    C          C               D7             D7
Den hele gade, hvor jeg bor er døv og stum derved,
    G           G          D7          G
men pokker være kedelig om osse man er smed,
       C     C        G7          G7
Tra la la la la la la la la la la la
       C     C        C           C
Tra la la la la la la la la la la la
       C     C        G7          G7
Tra la la la la la la la la la la la
       G7      G7            C     G7    C
tra la la, tra la la, tra la la la la la la.


På livets scene kan med slag jeg kasseroller gi´e
og spille med muskler og lave sceneri.
Du finder ej min lige, hvor du så vil rejse hen:
Selv svenskens "Kopparslagare" på dansk bli´r "Tømmersvend" !
   Tra la la o.s.v.

Men når en yndig lille glut til smedien kigger hen,
så tørrer jeg panden og kigger straks igen;
jeg sukker som en blæsebælg ved gluttens dolkeblik.
Mit hjertes ambolt kan ej stå for den slags kobberstik !
   Tra la la o.s.v.

Vil hun som jeg, så danser vi til kirken i galop,
men sætter kanskesens hun kobber-miner op,
så ta´r jeg mig en dukkert kun i hærdespanden ned,
og er igen, som immer før, den glade kobbersmed !
   Tra la la o.s.v.