Lille Esther (eller "En drankers hytte)

   G                        D7
Så bitter kold blæser nordenvinden
   D7                    G
om stuehjørnet den mørke nat,
  G                       D7
i stuen sidder så bleg om kinden,
   D7                   G
en lille pige så syg og mat.
    G               C  
Det blege ansigt og kind så mager
    D7              D7      G
bar vidnesbyrdet om sult og nød,
          G               D7
og hendes fader til kroen drager
   D7                         G
forglemmer hjemmet og barnets nød.

Blot broder Axel ved vinduet sidder
i kolde stue ser op mod sky,
og hjemmets minder, de søde, bitre,
de skifter om for hans indre syn.
Skønt tårer rinder så højt han synger,
græd ikke Esther min lille ven,
snart kommer fader og da vor hunger 
skal stilles når vi får brød igen.

Men broder mindes du da moder leved
hvor anderledes det var end nu,
i kolde vintre vi ej behøvede
på fader vente, med kære du
løft op og sæt mig i vindueskarmen,
jeg vil så gerne mod himlen se,
der moder tit sad med mig på armen,
hun fra sin himmel ned til mig se.

Som før hun gjorde, jeg mindes gerne,
når hun om aftenen i søvn mig sang,
men ser du broder, der faldt en stjerne,
hun sagde ofte vor moder om,
at når en stjerne fra himlen falder,
en sjæl få flytte til himlen hjem.
Når jeg til moder går hjem da falder,
vel og en stjerne fra himlen ned.

Men broder lad mig hos dig få hvile,
det er så koldt og jeg er så træt.
Så tager Axel sin søster lille,
og i hans arme hun sover trygt.
Han sidder ene og vugger sagte
sin lille søster på skødet med
mod himlen skuer han, da falder hastig 
en liden stjerne fra himlen ned.

En liden stjerne, så sagde Esther,
skal falde ned når jeg går til Gud,
så tænker Axel og skuer efter.
Og lille Esther har nu fået bud.
Hun hjem fik flytte fra tåredalen,
Hvor Gud aftørrer den sidste tår.
Nu er hun hjemme i Frydesalen,
hvor hun forklaret for tronen står.

Da hendes fader fra kroen kommer,
og ser sin Esther, da blev der nød,
udi hans sjæl og en virkelig anger,
og Gud fik frelst pigens sjæl fra død.
Han nu ej mere på kroen sidder,
men mangen gang støttet til sin stav,
af anger græder han tårer bitre,
ved Englekorset på Esthers grav.

Den lille pige hun her fik være
en missionær som fra syndens sti,
en stakkels dranker hun her fik føre,
men kære sjæl hvem skal føre dig?
Du som endnu er i synden bunden,
hør Jesu banker på hjertets dør,
giv ham dit hjerte i denne stunden,
du angre skal det aldrig mer.