Manden og konen satte sig ned

F               Csus4
Manden og konen satte dem ned,
F               C  F
talte i fryd og gammen:
F                Csus4
"Altid så tro´de jeg, du var rig,
F                 C  F
den tid vi kom tilsammen "
C7                    F
"Var jeg ikke rig, så var jeg som jeg kan,
C7                  F
li´eså god en kone, som du er mand !"
Bb                  F
Hu hei ! for mig og dig siger jeg,
C7                 F
den tid forglemmes aldrig.


Manden han tog sin nathue af
slog konen på sit øre:
"Så gjør hver ærlig Dannemand,
Når konen ej vil høre.
Hvor jeg dig byder, der skal du løbe.
Derfor jeg monne husbond hedde !"
Hu hei! for mig og dig siger jeg,
Den tid forglemmes aldrig.

Konen hun tog sit rokkeho´ede af,
slog manden det i panden:
"Så gjør hver ærlig Dannekvind´,
når manden går fra forstanden.
Hvor jeg dig byder, der  skal du løbe,
derfor jeg monne Madmoder hedde !"
Hu hei! for mig og dig siger jeg,
Den tid forglemmes aldrig.

Manden han gik ad skoven til
at skjære de kjeppe hvide.
Konen hun svor på øre og tro:
"Han skal dem selv opslide."
Da han kom hjem, gik det i gang,
så stumperne om ørene sprang.
Hu hei! for mig og dig siger jeg,
Den tid forglemmes aldrig.

Det gik så til i dage og tre,
og konen blev værr´ og værre.
Så manden faldt på sine bare knæ
og kaldte sin kone Herre:
"Hvor du mig byder, der vil jeg løbe,
Derfor du monne Madmoder hedde! "
Hu hei! for mig og dig siger jeg,
Den tid forglemmes aldrig.

Manden han ud i Gadedøren treen,
der mødte han sin nabokvinde:
"Og nu har jeg slås med Kjærlingen min,
så begge øjne rinde.
Har man dog seet Satan til spil !
Manden skal gjøre hvad konen vil !"
Hu hei! for mig og dig siger jeg,
Den tid forglemmes aldrig.