ZIP Stat
Flere...
""
Hør melodien 
Starter melodien ikke af sig selv, så tryk her:
Hør den her 


Komponist  traditionel
Tekst             Julius Strandberg

De norske lodser




En af den slags skillingsviser, der kunne få
tårerne frem og med mange vers


        G                                      C                                D7
De norske Lodser de er raske Svende,
    D7           D7            G
Som Uvejrsfuglen færdes de paa Sø,
    D7           D7             G
Mod Dybets Farer ingen Frygt de kende,
    G         D7             G
Med Løvemod i Dødens Favn de gaa.

Men ingen var saa kæk af vore Sønner,
Saa djærv som Niels fra Akrens vilde Kyst,
Saa længe Havet mod en Klippe drøner,
Hans Minde leve skal i Sømands Bryst.

En engelsk Brig mod Klippen monne strande,
Der stod den fast, mens Bølgen over brød,
Dens Mandskab saae, der var ej til at lande,
De fik for Øje snart den sikre Død.

Dog Niels fra Akren Sønnerne nu vinked:
"Kom, Drenge, lad os mande straks vor Baad!"
Snart Aarerne i Aftensolen blinked,
Den lille Baad skar gennem Søens Fraad.

Fra Briggen saae de, hvor de kække strede
Mod Søens Magt, og Haabet spired frem.
"Kom," sa'e Kaptajnen, "lad os alle bede,
Maaske vi atter skue skal vort Hjem."

Fra Briggen kasted de til Niels en Line,
Trak ham ombord, - til Roret fløj han hen,
Der stod vor Lods med kæk og mandig Mine,
Og kommanderte: "Los med Klyveren!"

Den Klyver fløj frabord i Pjalt og Klude,
Niels saae det, sprang fra Ror til Fokkeraa,
Han raabte: "Redde skal vi Jer og Skude!"
De svære Sejsinger han kapped saa.

Det hjalp - snart efter Briggen rask de vendte,
Og atter stod de ud paa dybe Vand,
Se, Frelsen kom og deres Jammer endte,
Rørt takked Engelskmanden Norges Mand.

"Hvor skal jeg lønne Eder, kække Svende?"
Udbrød Kaptajnen, da i Land de stod.
Da svared Niels, og derpaa skal man kende
Den norske Lods med Kærlighed og Mod.

Han svared: "Intet vil af dig vi have,
Vi ere glade, at vi frelste Jer."
Da sagde Engelskmanden: "Tak, I brave,
Men tag saa denne Ting, og hav den kær."

Af Fing'ren trak han Ringen: "Tag det Minde!"
"Hvor fik du den?" skreg Lodsen bleg om Kind.
"Jeg redded fra en Baad en stakkels Kvinde,
Hun gav mig Ringen med taknemligt Sind."

"Hvor er hun!" raabte Lodsen. "Har hun Livet?"
- Det var min Hustru, som forliste nys!"
"Hun er paa Skuden." - Tænk, saa har han givet
Sin Hustru Frelse fra det kolde Gys. -

Snart kom hun frem - sin Mand og sine Sønner
Hun traf igen, - det blev en Glædesstund.
Saaledes Kækhed tidt sin Mand belønner,
Og Modet er en sikker Ankergrund.

De norske Lodser de er raske Svende,
Som Uvejrsfuglen færdes de paa Sø.
Men Niels fra Akrens Daad skal alle kende,
Og aldrig, aldrig skal hans Minde dø.



til oversigten

Opdateret d. 25.3.2012