O, luk de søde øjne op!

også kaldet Vilhelms galop. Hjertesorg" 


  C              C
I selskab så jeg første gang
    C    F     C
min søde lille brud.
    G            C      
Hun lærte mig så smuk en sang
   D7           G
om kærlighedens gud.
    C              C
Med yndigt smil på rosenkind
    C    F        C
var Anna smuk som få,
   C             Dm
og sangen præged i mit sind,
     G7             C 
dens omkvæd var som så:
 Gmaj7    Gmaj7       C       G
"Ingen på jord har to øjne så blå,
Gmaj7    Gmaj7      D7        D7
altid så trofast jo på mig de så",
Gmaj7  Gmaj7 C           G
fortepianoet lød med sit spil
G  Em     Am        D7         G
ganske fortryllende dejligt dertil.
    G7       G7     C       C
"O, syng den sang engang endnu,
  G       G     C       C
engang endnu, engang endnu.
   G7     G7     C      Dm
Så bliver jeg så glad i hu,
   C             G7     C    G   C 
O, syng for mig igen, o skjønne, Du"

To år henrandt, jeg rejste bort,
til Shweizeralpen hen,
jeg savnede Danmark, o så hårdt,
jeg ejed ingen ven.
En aften stund jeg gik min gang
alene i det fri,
da hørte jeg, at en stemme sang
min danske melodi:
"Ingen på jord har to øjne så blå,
altid så trofast jo på mig de så",
Klart lød den røst ud i aftenen smuk,
brystet sig hæved til længselsfuldt suk:
"O, luk de søde øjne op.
engang endnu, engang endnu,
så sang hun - underlig i hu,
jeg iled til og spurgte "Hvo er du"?

O, det var hende - Anna her
og i det fjerne land,
hvor sødt dog at mødes, når man er
så langt fra hjemmets strand!
På bjerget knælede jeg ned
så glad for Annas fod,
og tolkede højt den kjærlighed,
som slog i hjertet rod:
"Ingen på jord har to øjne så blå,
altid så trofast jo på mig de så",
Anna, o lov mig at blive min brud
hjemme i Danmark for verden og gud!
Og Anna sank så om og blid
op til mit bryst, op til mit bryst
og svared´ ja! - alt var så tyst,
men nu er hun min brud i sorg og lyst.

(Og her et vers skrevet i 1934 til en 
idrætsforening af Andreas Otterstrøm, 
man mærker krigstrommerne i det fjerne)

Det land, hvor først vor vugge stod,
er vant til kamp og strid,
derfor fik vi så stejlt et mod,
vor fortid var ej blid.
Men hver gang faren rykker nær,
og der bliver kaldt på os,
så står vi støt i enig hær
og møder list med trods.
"Enige lover vi, kvinde og mand,
aldrig det sker, at vi svigter vort land.
Jublende binder vi her med vor dans
Danmark, vor moder, en blomstrende krans"
Vi karle har så fast en hand,
så brun en kind, så dansk et sind,
men stærkest binder dog de bånd,
der knyttes af en trofast lille pigehånd.