Ved Rhindalens klipper

    D          D          D          D
Ved Rhindalens klipper og Rhindalens strand
    D        D        A
der havde to elskende bo.
      G      G         D        D
/:Men elvens blånende, brusende vand
   A     A7         D
og engen skilte de to:/

Dog længslen knytted´ ham stedse mer
”og kunne jeg nå did hen,
/:at favne hende min hjertenskær
mit hjertes udkårne ven”:/

Så svang han sig udi bølgen blå
og svømmed´ med håb imod land,
/:men aldrig skulle han strandbredden nå,
træt sank han i elvens vand :/

Mod stranden gamle fiskermand,
Sin jolle så sagtelig ror,
/:”og sig hvad bringer du i land
har mange ålfisk du ombord”:/

”Ak, nu har jeg fisket den hele nat,
men fisk jeg bringer ej hid,
/:Et iskoldt lig kun mit net fik fat
nej lykken var mig ej blid”:/

Da blegned´ rosen på pigens kind,
mens tårerne heftigt frembrød,
/:så blytung blev hendes glade sind
nu var hendes lykke død:/

I båden lå hendes kærlighed,
som lig han nåede kun kyst
/:”ret aldrig får nu mit hjerte fred
nu hviler han dér så tyst”:/

Af fingeren drog hun den ring på stand,
tog guldkorset frem fra sit bryst.
/:”Tag det du gamle fiskermand,
det skaffer dig glemsel og trøst”:/

”Min fader og moder du hilse må
og så mine søskende fem,
/;sig dem jeg hviler i bølgen blå
Der fandt jeg min hjertensven”:/

Så svang hun sig udi bølgen blå,
for der at favne sin ven,
/:i livet de kunne ej lykken nå,
den fandt de i himmelen:/

Og stormen sang deres bryllupssang,
mens bølgerne legede dans.
/:Så nåede de dog hinanden engang
i sole med stråleglans:/