I Afrika, nær ved Sahara

Teksten er nok skrevet i 1909.
Så vidt jeg husker, drejer det sig om en udstilling i 
Århus (Verdensudstilling?) i 1909, hvor der var opbygget 
en etiopisk negerlandsby med rigtige negre i (Etiopien 
hed den gang Abessinien), udlånt af Hagenberg i Hamborg. 
Disse mørklødede negre - og især høvdingen "Smukke Didrik" 
tiltrak de unge pigers opmærksomhed, så de om natten kravlede 
over hegnet ind til dem, og resultatet blev en del "uægte" 
børn, da de fremmede var rejst hjem - men prøv selv at 
undersøge sagen nærmere.Visen opførtes første gang på typo-
grafernes revy samme år.



   D      D         D          D   
I Afrika, nær ved Sahara,
   D         D         A7      A7 
de første sandaler jeg sled.
    A7       A7          A7    A7
Fra den tid erindrer jeg bare,
   A7          A7        D     D
at fælt jeg af udlængsel led.
    D          D      A7       A7
Min far var en vældig kriger,
    D           D    A7     A7
min mor var den kønneste
 Hm          E7       D         D
iblandt Abessiniernes piger;
    D           A7    D
det kan man på sønnen se!


Så kom jeg med en karavane,
og tured' i verden omkring.
Jeg så, hvad jeg ej kunne ane
af tusind mærkværdige ting.
Veninder i snese jeg talte
og svømmed' i eventyr.
Den smukke hr. Didrik man kaldte
mig i de forskellige by'r!

I London jeg først blev forlovet,
men det gik forbi i Paris.
Fem gange jeg bryllup har vovet,
men led dog bestandig forlis.
Så kom jeg til "byen ved havet",
til Århus, den glade stad,
og er man en smule begavet,
ej bedre jeg ønske mig gad!

Når publikums undrende skare
ind til os i landsbyen kom;
for damerne var jeg en fare,
mig syntes de alle om!
Og tit har jeg ubemærket
de skønne i favnen ta't,
når over plankeværket
de kravled' en herlig nat!

I byen visitter jeg gjor'e
til kaffe mig damerne bad.
Man ville så gerne mig more
(Det undrer mig blot, at de gad).
Hos håndværker som grosserer
man fandt jeg var mageløs.
Kærlighedshymner leverer
hver halvvoksen skoletøs!

Kun en gang var jeg uheldig,
hos fruen jeg var på besøg.
Og just som hun - ganske tilfældigt -
med armen om halsen mig strøg;
da står hr. gemalen i døren,
og fruen besvimer plat.
Næppe jeg sansede, førend
jeg ud var af lemmen sat.

Nu afskedens time sig melder,
og atter jeg drager af sted.
Med vemod en tåre jeg fælder,
kun en trøst i sorgen jeg ved:
Når tiden sin fylde har nået,
en tanke man sender til
den Didrik, som flittigt har sået,
hvor andre nu høste vil!