Sangerinden jomfru Sørensens kærlighedshistorie

   D            D
Louise Sørensen er mit navn,
    D             D
jeg fødtes ude på Christianshavn;
  Em        A7
i skole jeg gik
    D         Hm
men dannelse, skik
    Em       A7   D
jeg lærte på en fabrik.
    E7        A
Som kokkepige har jeg tjent,
   E7     A       E7
og med en skræder var jeg kendt,
E7                  A
han syntes, det var alt for småt
   E7             A
at tjene for pige blot.
     D               D
/:Louise, sagde han, ved du hvad,
   A7             A7 
du kunne gøre mig rigtig glad,
 D       Hm    Em     A
ifald du gryderne lod stå,.
     D     A7        D
bliv sangerinde, det vil nok gå!:/

Han gentog for mig så tit de ord,
og jeg gav efter til sidst i fjor,
og så kan De tro,
at lystig og fro
nu sang jeg på Vesterbro;
Og tænk, da jeg en aften gik
om med tallerkenen, da fik
jeg af en herre, som der sad
en ring, nå jeg blev jo glad!
Han hvisked: ses vi i aften, hva?
jeg nikked og svarede sagte: ja.
Så god og smuk han syntes mig,
det var mig umuligt at sige nej.

Om aftenen gik jeg en tur med ham,
ja sig kun De at det var en skam.
Dog ved jo enhver,
når fattig man er
man altid på fordelen ser.
Han troskab mig til døden svor,
og jeg, jeg troede hvert et ord,
min hele kærlighed han vandt,
det kan jeg huske så grant.
Først silde skiltes vi ved min dør,
jeg var så henrykt som aldrig før.
Min skræder fik sin afsked straks
med samt sit pressejern, nål og saks.

Min ny kavaler, det er ligefrem,
mig fulgte hver evige aften hjem,
og alt, hvad jeg så 
og pegede på
det kunne jeg af ham få.
Han rask den flotte rolle gav,
og det benytted jeg mig af,
og om et shawl jeg nok så glad
en yndig aften ham bad.
Han rynked panden og sagde tvær:
din kærlighed er ikke shawlet værd,
ked er jeg af dit presseri,
nu kan du sejle, alt er forbi.

Nu stod jeg ene foruden ven,
til skræderen tyede jeg dog igen,
knap så han dog mig,
før han tog på vej:
Bort med dig! nu hader jeg dig,
jeg græd og faldt på mine knæ,
besvor ham at i ny og næ,
jeg ville gå hvor han gik hen.
Så klared det op igen,
hør! sagde han, vel har du været grum,
men syng det hele for publikum,'
og hvis det kan tilgive dig,
tilgivelse også du får af mig.

Nu har jeg skriftet, vær ikke hård,'
jeg ydmyg for mine dommere står,
alt vil nok gå godt,
så snart jeg har fået
Dem til mine hjælpere blot.
Min skæbne Dem i hånd er lagt,
o, misbrug ikke deres magt,
De råder for om jeg igen
skal vinde min lille ven.
O kære, vis at jeg ej omsonst
i aften bejled til Deres gunst!
Ifald jeg skal min skræder ha´
det koster Dem bare et lille ja.