Lille sangfugl

C        C        F      C
En lille sangfugl sad en gang
   C      C      C     C
og sang i skoven tæt;
          G7     F     C
Den havde sunget dagen lang,
C       G7       C
men var endnu ej træt.
    C       G7    C       G7
Den sat sig i det største træ,
    D 7  G7     C       C
som udi skoven fand´s,
    C     F        F     G7
thi solen gik just ned i læ,
    G7    C  G7   C
den ville se dens glans.

Der er i skoven mørke vraar,
hvor træer vokse tæt.
Og jæg´ren med sin bøsse gaar,
og sigter snildt og ret.
Han staar på lur, han staar i læ,
betragter tavs hver ting.
Han ser til skovens høj´ste træ,
og sniger sig omkring.

Men lille sangfugl kvidrer glad
i sommeraftnen klar,
i sange ligesom den bad
til Gud, saa god han var,
den sang, og drømte ikke om,
hvor langt dens stemme lød,
til skyttens sikre kugle kom
og sangeren var død.

Hvi græder du? nej, denne gang
ej taare fældes bør,
thi den, som dør i sol og sang,
han lever, skønt han dør.
At dø en saadan aftenstund,
som denne, mild og klar
med sol i øjet, sang i mund,
ak, fuglen lyk´lig var.