Sladder visen

        D                  A7                   D
Hver en by i landet har en ting, vi alle sammen kender,
       D                   A7              D 
storby eller landsby, hvor hen man end sig vender.
      G                               D
Snakkebølle er en by, der ligner alle andre 
     D                      A7            D
med ”Lokalavis”, som kan få rygter til at vandre
         G                                      D
fra fru Jensen, til Knudsen, til Poulsen og så vid’re; 
   G                             D
de kan som sangfugl om alle ting kvidre.
       D                    A7             D
Ja der burde sørges for, at de fik Cawling-prisen
        D                      A7        D 
for den indsats som de gør, de er ”Lokalavisen”.

I Snakkebølle blev jeg født for længe, længe siden.
Mange ting fra dengang er forsvundet med tiden, 
men når jeg den ser i dag, jeg stadigvæk finder
Vester-, Øster-, Sønder-, Nørregades mange minder 
om fru Jensen, fru Knudsen, ja der var mange flere, 
som til ”Lokalavisen” nyheder levere.
Det var ej med vilje, når der skabtes onde rænker, 
nej, men sådan går det tit for dem, der ikke tænker.

I Nørregade stod hr. Olsen, da hans job var færdigt.
Han var træt og svedig, havde arbejdet ihærdigt, 
snupped’ sig en hvidtøl, før han hjemad skulle køre.
Da han kom til Søndergade, kunne der han høre 
af fru Jensen, fru Knudsen, fru Poulsen og de andre, 
som kan få et rygte til med lysets hast at vandre, 
at hr. Olsens ægteskab nok snart går i vasken, 
sådan som hr. Olsen nu har slået sig på flasken.

Fru Hansen stod hos købmanden og manglede en krone; 
snart det skulle høres at hun var en ødsel kone, 
at hun brugte meget mer’ end Hansen kunne tjene.
Snart går de nok helt fallit, er det som alle mene.
Og fru Jensen, fru Knudsen, fru Poulsen kunne snakke, 
vidt og bredt berette om, at det gik ned ad bakke. 
Alt for mange ville til ”Lokalavisen” lytte; 
Hansens måtte meget snart fra Snakkebølle flytte.

Skolen fik et helt nyt lærerpar, et hus de sig købte. 
Snart ”Lokalavisen” det til ’Pjaltenborg’ døbte.
Tænk! Tapet af sækkelærred – mon de mangler penge?
Tænk! I loftet er en krog, hvor lænestolen hænge!
For fru Jensen, fru Knudsen, fru Poulsen mangled’ viden 
om de mange nye ting der kommet var med tiden.
Hessian var lukket land, og møbler i kæder 
var på sladdermøllen vand i Snakkebølles stræder.

Men en dag så sagde hr. Poulsen: Nu vil jeg ikke mere! 
Lad os rejse udenlands, nu vil vi feriere 
i Paris og London, føle vi endnu er unge.
Ak! Fru Poulsen glemte rent at holde tand for tunge.
Og fru Jensen, fru Knudsen, som skulle være venner 
tålte ej den nyhed; pluds’lig de fru Poulsen kender 
som den værste pralhals, de ikke kan døje.
”Vi er ej misundelig!” – de plejer at tilføje.

Så pas på hvis du i Snakkebølle finder en bolig.
Lev dit liv, men husk for alt: Vær stille og rolig!
Alt hvad du vil lave, og alt hvad du vil sige, 
kan få dine aktier til at falde eller stige.
Husk, fru Jensen, fru Knudsen får rygter til at vandre, 
så pas på! Husk altid på at ligne de andre.
Tænk blot på fru Poulsen – hun må betale prisen:
Hun er på som dagens nyhed i ”Lokalavisen”.