Den sorte lok

Eb                Bb7
Unge hr. Bloch er gift med Lotte,
Bb7           Eb    Bb7
Lotte med det sorte hår,
Eb               Bbdim   Cm
Lotte den store, stolte, flotte,
Bb7    F7     Eb      Bb7
som så tit på Strøget går.
Eb          Eb        Bb7       
Han elsker, når de er ene hjemme
   Bb7  Bb7   Eb      Bb7
at løse op de lokkers flok,
Eb           Bb7   Eb       Bb7
hun da under puden fluks må gemme
    Cm       Eb     Eb  Bb7  Eb
den lille løsagtige sor-te   lok.


Men dagen derpå en sød blondine
sig nu hos hr. Bloch befandt,
unge fru Ellen, død og pine,
lys og let og elegant.  -
Og tænk, at i mørket hun sku´ finde
lokken, det var pudsigt nok,
hun troede, at den tilhørte hende
og stak i sit guldhår den sorte lok.

Da hun kom hjem den blonde frue
drømte hun om kærlighed,
og hun var ør af elskovs lue,
kærlighed gør blind, De véd, 
hun gik i seng og sansed´ næppe
andet end l´amour - en bloc -
jamen ved sengen, på et tæppe,
tabte hun netop den sorte lok.

Lidt ud på natten kom gemalen
listende på hosesok -
men han had´ nær sig sat på halen,
da ha´ han så den sorte lok.
Hvor kom den fra? Han selv vist måtte
ha´ bragt den med sig - fra fru bloch !
Ej fruen har set det! - I morg´n skal Lotte
nok få tilbage sin sorte lok.