Kun fra syv´ne

         D                                          A    
Helt fra jeg var ganske lille, kom jeg altid galt afsted.
        A            A7           D
Jeg fik splittet legetøjet ja! Og vækkeuret med,
        G                         D          A
For jeg skulle altid rode med min faders mekanik,
   E                   E7                   A
Så jeg fik altså tæv, imens de andre de fik slik.
      G                      F#m
Og så råbte min familie i et skønt forenet kor:
    E                         E7                A
Den dreng er dum som snot, og han begriber ikke spor.
    D                               G
Han når vist kun til syv´ne, for så bli´r han nok smidt ud.
    D              Hm           Em     A7    D
Jeg glemte vist at sige, at jeg hedder altså Knud.

Ja så blev jeg sat i lære, for at jeg sku´ blive smed,
Det huede mig ikke, så min fader han blev vred.
Jeg fik mig et par flade for at komme til fornuft,
Det hjalp da også fatter, at hans vrede fik lidt luft.
Så sagde han som så ”du tror vist selv du er så kvik,
Men du kan ikke klare dig med dit elektronik,
For du gik kun til syv´ne, og så blev du jo smidt ud,
Så du må lære faget, forstår du lille Knud.

Chefens datter blev forelsket for hun fandt jeg var så flot.
Så alle sagde; ”Gift dig, det parti er fand´me godt!”
Men desværre var jeg selv brændt varm på lille Irmelin,
Endskønt at hun var fattig og familien ikke fin.
Så råbte chefens datter med tillige hendes mor:
”Hvad har du mellem ørerne? Det må sgu´ være jord!
Mon du gik ud af syv´ne? Tænk at ta´ den tøs til brud,
Når du ku´ blive juniorchef! Farvel, min kære Knud.

Det er ikke alt i livet der kan gøres op i mønt.
Fælles vilje, fælles lykke – det kan også være skønt,
Og så er det rart at vide, at i dette smukke land,
Er der andre der er dumme, jeg er ikke ene mand.
Jeg ved at det er pegene, der skiller folket ad,
Men dem har jeg sgu´ ingen af, så jeg er ligeglad.
For selv om os fra syv´ne ikke ser så kloge ud,
Så nyder vi sgu´ livet, så sandt jeg hedder Knud.