To piger (den rige og den fattige)

   D        D          A7           D
To piger de ganger alt i den grønne lund
   D         D           A7       A7
at plukke de blomster så skønne,
    A7         A7       D             D
den ene var så glad med smilet om sin mund,
    A7           A7               D  D
den anden var af sorg så stærkt bedrøvet.

Så spørger den rige den fattige der:
"Hvorfor er du dog så bedrøvet ?
Har du din fader mistet, eller misted´ du din mor,
eller har man guld og ære dig berøvet ?"

"Nej, hverken har jeg mistet min far eller mor,
min ære har jeg nok, men ingen penge,
og sørger jeg så er det for den fagre ungersvend,
som vi begge to har elsket så længe.

"Men hvorfor sørger du for den fagre ungersvend,
som du og jeg har elsket åh så lige ?
Han tager vel mig, som rigdomme har,
du er fattig, så søg du dig din lige.

Den fagre ungersvend han står kun lidt derfra,
han hører den fattiges klage:
Sig mig, åh Gud, som i himmelen bor,
sig mig hvem af de to skal jeg tage?".

Thi, tager jeg den rige, og la´r den anden gå
den fattige vil græmme sig så såre,
ja så vil hun vist sørge i alle sine år,
og fælde mange modige tårer.

Han springer fra sit skjul, ta´r den fattige i favn,
og siger med hjerteligen stemme:
"Ja, du skal være min, og jeg skal være din,
så må du ikke mere dig græmme".

Da bliver den rige så bedrøvet i sind
og siger med sørgende stemme:
"Hvi tog du ikke mig, som rigdommen har
og prøved den fattige at glemme?"

"Nej rigdom det er vel en gave udefra,
men fattig er prøvelsernes gerning;
og gods og guld, gør sjældent hjerteglad
 når lykken hun leger med guldterning".

Et æble det hænger jo aldrig så højt,
undtagen det til jorden kan falde,
men bliver jeg forladt af min allerbedste ven,
så bliver jeg forladt af dem alle".