Herr Baldrian

    A7            D
Der var engang en herremand
     A7                  D
Dingeling-dingeling-dingeling
     A7               D
Hans navn det var hr. Baldrian
     A         E7        A
Dingeling-dingeling-dingeling
    D7             G
Han ejed gods, han ejed guld
    E7                A7  
Men drak sig hver dag skide fuld
G     A7    D
Kling klang kling

Hans væne viv, fru Thoralil
Dingeling-dingeling-dingeling
Så skævt til mandens drik og spil
Dingeling-dingeling-dingeling
Hun var så ung, hun var så smuk
Mens han var fed og blå af druk
Kling klang kling

Men mens han sad i gildeshal
Dingeling-dingeling-dingeling
Og tømte krus i hobetal
Dingeling-dingeling-dingeling
Sig listede den troubadour
På lette tå til fruens bur
Kling klang kling

Der sang han til fru Thoras pris
Om elskovs søde paradis.
Der skete også andre ting,
Hvert billed’ vendte sig omkring

Så var det sig en nat i maj
Hun lytted ømt til strengeleg
Mens Baldrian ved gildesbord
Svang krus og brugte djærve ord

Han steg fra bordet tung og stiv:
Eja! – Nu går jeg til min viv! –
Sin frues bur han slingred til,
Og der fornam det sagte spil.

Han åbned døren med gevalt.
Han over skjaldens harpe faldt.
Han fatted sagens sammenhæng,
Og styrede mod fruens seng.

Der fandt han skjult den troubadour
Han lå endnu og sang amour,
Men brat forstummede hans sang
Med dun i hår af seng han sprang.

Da strøg herr Baldrian sit skæg,
Mens han betragted knøsens læg.
Så talede han disse ord,
Som end i folkehjerter bor:

Så sandt mit navn er Baldrian
Dingeling-dingeling-dingeling
Så er jeg nu en ældre mand 
Dingeling-dingeling-dingeling
Min viv er ung med skøn figur
Vi to vil sammen gøre kur,
Og ønsker hun sig mer´ amour -)
Så ta’r vi endnu en troubadour.
Kling klang kling