Hjørnet

   Cm           Eb             Fm    G7      Cm    Bb7
Så fik da gamle Maren fred for denne verdens plager.
   Eb              Cm                 Fm      Bb7     Eb       G7
Ligvognen skumpler trægt af sted, den knirker lidt og knager,
    C7           Fm      Ab     Bb7   d      Eb7/g
for vognen er jo gammel, og det samme gælder vejen,
     Ab       Abm    Eb        Eo      F7       Bb7   Eb
hvis tilstand ville  gør´ Jens Vejmand skamfuld og forlegen.


Johan, der nu er enkemand, går tæt ved vognens side.
Nu fik han end´lig også fred og skal ej læng´re lide.
Den sorg, som han for skams skyld gør sit bedste for at vise,
kan kun nødtørftigt skjule, at det dødsfald var en lise.

For Maren var jo ikke li´frem sød og sjov og lystig -
i tred´ve år har hendes surhed gjort Johan mistrøstig,
så man kan ikke dadle ham, fordi han føler glæde.
Nu drejer vognen langsom ind i Lille Kirkestræde.

Ved hjørnet hælder vognen fælt - den krænger, og den tipper,
og Maren triller ud på jorden - hendes øjne glipper !
For hun var bare skindød, og det hårde stød ved faldet
har som ved trolddom konen straks til live atter kaldet.

Så fik Johan alli´vel ikke fred, den gamle stakkel !
Han døjede endnu et år med kævl og med spektakel.
Men nu er Maren atter død og trygt i kisten ligger,
og lægen si´r, at denne gang er døden ganske sikker.

Johan er li´godt skeptisk, da man af med vognen drager.
Ligvognen skumpler trægt af sted, den knirker lidt og knager.
Jo mere vognen nærmer sig til Lille Kirkestræde,
jo mer´ nervøs og bange bli´r Johan - midt i sin glæde.

For sæt nu, vognen vælted´ her igen, og så det hændte,
at Maren - fred med hendes sjæl! - tilbage atter vendte !!!
Ved tanken herom blev han pluds´lig vred og skreg fortørnet:
"Hej kusk, du kører som et svin ! Pas end´lig på ved hjørnet!!!"