Cm              Cm            Cm
En gammel munk gik ud for at spadsere
    Fm              Fm                 Cm
thi solen skinned'  varmt nu ved Sankt Hans
   Fm             Fm         Cm 
at ej han orked'  sidde inde mere
   G7           G7          Cm
og tælle bønner på sin rosenkrans.


Og alt var fred, hvor han end vendte øjet,
da stille ud af klostrets port han tren
kun klostrets ko lå doven og fornøjet
og tyggede - og tygged'  om igen.


Mod himlen hæved'  munken fromt sit øje,
der sejlede en svale højt på sky,
"Forvovne ! hvem er du som i det høje
i selve himmerige søger ly"


Men svalen høflig var som nogen anden,
gav munken på hans spørgsmål klar besked.
Den sendte sit visitkort ned til manden,
der daled'  på hans blanke isse ned.


Men munken hæved'  atter fromt sit øje,
'og sine hænder stille folder han:
"Hav tak O Gud, at ikke i det høje,
som svalen - koen også flyve kan.