Når solen ganger til hvile

     D     A7         D  Hm
Når Solen ganger til Hvile
   A7     A7        D
Og Dagens Syssel er endt,
     D       A7       D  A7
Når Himlens Stjerner smiler
   D       A7       D
Og Nattens Måne er tændt,
     A7                 D
Når Stilhed breder sig over
    Em        H7         A7
Den larmfuld, forvirrede Jord,
   D      A7    D  Em
Og hele Naturen sover
   D        A7      D
Indhyllet i Nattens Flor.

Da bliver også mit Indre
Forunderlig fredeligt gjort,
Da synes mig Sorgerne mindre,
Skønt Savnet er lige stort;
Og Tanke til Tanke kædes,
Jeg lukker mit øjepar,
Forglemmende, hvor jeg stredes,
Erindrende, hvor jeg var.

Da drømmer jeg mig tilbage
Til Fortidens gyldne Land,
Og lader min Tanke drage
Så langt over fjæld over Strand.
Jeg her til Hjemmet er bunden,
Skønt Tanken flyver så let,
Den standser, thi den har funden
Sin kære, sin eneste Plet.

Den Plet er ikke hernede,
Her bruser så vildsomt et Hav,
Her rives Synden med Freden,
I Kamp jeg går til min Grav.
Hos Dig, o Jesu, Kære,
Mig vinker så sikker en Havn,
O, kunde min Længsel bære
Mig hen i din Kærligheds Favn.

Men Længslen har ingen Vinge,
Ej Kræfter til Himmelens Flugt,
Men dog skal Støv sig opsvinge,
Og smage Guds Herligheds Frugt,
Den Sag er Verden en Gåde,
Men Hjertet en Skat så skøn
Og fuld af evig Nåde,
Guds elskelige Søn!