Frøken Vipstjært i nævningetinget

       C            C        F         Am
Frøken Vipstjært en aldrende nymfe med skæg,
    Em        F      C 
hun vågner en morgenstund 
      Am        Dm G  C
af en ensom men salig blund.
     Em     C 
Hva' er't i da', 
     G        Em
hva' er't jeg ska'? 
    Em        D   D      G
Hun spørgende ser på sin hund.
     F                     F 
Gud! Den er tre kvart over ni.
    F         F 
Hun kvæler et skrig,
     C            G           C   G 
mens kinden bli'r hvid ganske kridne. 
  Am          Em
Papillotterne af. 
       F             C
Frøken Vipstjært hun ska'
  D7                G
i nævningetinget og vidne.
    G           C             G7         C 
Hun fletter sit skørt, og hun binder sit hår 
   F         C          G7   C
forfejler en sporvogn i springet.
   Am         Em         F         C 
Og bims og forpjusket og stakåndet står 
F                  C       G7 C
hun ved porten til nævningetinget. 

Hun ringer på porten, og den springer op, 
ind stormer hun i galop, 
så brøler en stemme stop. 
En bøs kavaler 
vælter en balle fjer 
over Vipstjærtens vindtørre krop. 
Hun spør' ham forleg'n om stedet og vej'n 
til nævningetinget. Han peger 
og brøler: Der. 
Frøken Vipstjært si'r la' vær', 
samler sine skørter og nejer, 
forsøger et smil og gør rask omkring, 
hun hører sit hjertes banken. 
Bag Østre Landsrets nævningeting 
hun føres på vidneskranken. 

Hun retter sin hat og glatter sit hår. 
Hun ser sig nervøst omkring 
i det frygtede dystre ting.
Fra de tætfyldte loger 
blikket det går 
til dommerens vielsesring.
Hun føler sig angst. 
Hun føler sig stum, 
men samtidig stolt og beæret,
at hun for det nyfigne publikum 
det samlede midtpunkt får været. 
På pressens loge hun øje får. 
I morgen i Berlingske Tid'ne 
vil man se mit billed' og under det  står: 
Frøken Vipstjært i retten som vidne.

Af dommeren standses hun endelig brat, 
på en stol bli'r hun varsomt sat,
og så ta'r defensor fat. 
Mens et blik han har sendt 
over til sin klient, 
der ska' sige så meget som - vent. 
Så stirrer han fast, 
og så siger han hvast: 
Frøken Vipstjært Sofie Nathalia. 
Tillader de høje dom're, at
jeg læser lidt op af hendes generalia.
Frem han ta' r af sit arkiv 
et blad, og hans stemme er bid'ne, 
da han oplæser Vipstjærtens levned og liv, 
fra fødslen og til hun står vidne. 

Først viser det sig, hvad der hænder så tit,
hun med ald'ren har løjet lidt, 
slet ikke så ganske lidt. 
Og så har  hun ved Gud 
stået tre gange brud 
og hver gang i myrter og hvidt. 
Hendes hund mangler tegn,
hun skylder for lej'n, 
hun har altid en logerende  boe'ne. 
Har engang brugt det trick 
i en bagerbutik 
at gi' en femør' ud for en  krone. 
Hun er en af de stakler, som 
påhører Kong Kristian sid'ne, 
Må jeg spørge de ærede nævninge om, 
hvad de gi'r for sådan et vidne.

Defensor har talt og han sætter sig ned. 
Han tørrer sit ansigts sved,
mens en ud ad døren gled. 
Det var Vipstjærten, som 
faldt for men'skenes dom,
da som vidne hun frivilligt kom.
Hun ryster af skam
ved tanken om ham,
der smed hendes ære i støvet.
Med tårer på kind 
og vemodig i sind 
hun vandrer derfra dybt bedrøvet.
Ud i solen  igen hun gik, 
det er som den smiler medlid'ne, 
Så kyler hun fra sig den krone hun fik, 
for at svine sit navn til som vidne.